Tønsberg bys 1000-årsjubileum i gledesrus og fremtidspessimisme

Innledende tekst: Kristian Juel

Den 30. mai 1871 kalte ordfører Riulf Erlandsen inn til borgermøte for å innlede planleggingen av tusenårsfesten. Sankthansaften, som falt på en fredag i 1871, ble raskt foretrukket som festdag. Det ble under dette borgermøtet også nedsatt en festkomité som altså fikk svært kort tid til å planlegge festen kun fire uker senere. Kommunen bidro i liten grad økonomisk til feiringen. Det ble derfor under borgermøtet anledning for bemidlede privatpersoner til å yte økonomiske støtte til gjennomføringen av festen. Det var imidlertid et skuffende beløp som kom inn, omlag 250 Spesidaler i alt.

Etter dette raste debatten i byen om hva disse midlene skulle brukes til. Den sparsommelige summen som hadde kommet inn var ikke nok til å få i stand en real feiring av byens første 1000 år. Et forslag som av mange ble tatt godt imot var heller å sette pengene i banken og la de inngå i et legat for Byens vel. Etter 300 år med tillagte renter og renters renter kunne jo dette bli et riktig stort beløp, og en sjenerøs hilsen til byens fremtidige innbyggere.

Tønsbergs Tusindaarsfest* [*Om denne Sag har Redaktonen modtaget flere texster i samme Retning, som af forskjellige Grunde ikke kunne meddeles idag. Red. Anm.)

Indsenderen heraf tillader sig herved at gjøre sig til Tolk for de Mange, der ikke kunne glæde sig, men vel smile over den Beslutning, deraf en Del af Byens vise Borgere blev fattet paa Raadhuset i Mandags angaaende den Maade, hvorpaa Tønsbergs forestaaende Jubelfest skal feires. Beslutningen gik, efter hvad der er Indsenderen berettet, ud paa, at det Beløb af omtrent 250 Spd. der er tegnet paa den Liste, der ifølge et foregaaende Borgermødes Beslutning har vandret omkring i Byen til, Antegning af frivillige Bidrag til Bestridelse af Omkostninger ved Festarrangementet i Anledning af Tønsbergs Tusindaarsfest, skal anvendes til Dannelsen af et Legatfond, hvis Renter, efterat Kapitalen imidlertid ved Oplæggelse af Renter og Renters Renter stadig er bleven forsøget, om 300 – tre hundrede Aar skal anvendes til Bedste for Tønsbergs kommune. Det skal være udregnet at en Kapital af 250 Spd. ved stadig Tillæg af Rente og Renters Rente i Løbet af 300 Aar vil voxe til henimod 2 Millioner Spd., hvis aarlige Rente, efter 5 pCt. Rentefod udgjør henimod 100,000 Spd. Altsaa om 300 Aar vil Tønsberg By have en aarlig Indkomst af 100,000 Spd.! Hvilken lysende Udsigt! Hvilket Eldorado vil ikke Tønsberg blive om 300 Aar. Da vil der ikke behøves at arbeide, da ville Tønsbergenserne hverken behøve at saa eller høste og ei heller samle i Lader, og Kommunen vil alligevel føde og klæde dem; de ville kunne leve som Himmelens Fugle og som Lillierne paa Marken.

Men – Alting har et men, saaledes ogsaa dette Legat, hvormed Tønsberg skal velsignes paa sin tusindaarige Fødselsdag – have de gode Herrer og vise Mænd rigtig vel betænkt, hvad de have gjort? Have de overskuet Virkningerne af sin storartede Beslutning? Have for det Første disse Kommunens velvillige Herrer overveiet, at deres Beslutning indeholder en Fornærmelse mod Himlen og Vorherre? De have bestemt, at Legatet først skal træde i Kraft om 300 Aar; men have de faaet Himmelbrev paa, at Verden og Tønsberg vil staa om 300 Aar; have de glemt, at Professor Johnsen for ikke mange Aar tilbage forudsagde Verdens nærforestaaende Undergang? Og maa det ikke af enhver alvorlig og rettænkende Sjæl indrømmes at være næsten at friste Himlens og Jordens Herre saaledes at fatte høivigtige Beslutninger, der udenvidere ere byggede paa Forudsætningen om, at vor Klode endnu skal faa Lov til at dreie sig rundt om sin Axe en Gang hvert Døgn i 300 Aar? Thi det kan naturligvis ikke betvivles, at enhver af de Herrer, der have deltaget i Beslutnignen om Grundlæggelsen af det Tønsbergske Kjæmpelegat, har følt sig fuldstændig betrygget med Hensyn til Verdens, fortsatte Bestaaen i 300 Aar; den ringeste Skygge af Tvivl i saa Henseende maatte jo have bragt enhver Mand, hos hvem ikke al Samvittighedsfuldhed og Moralitet var uddød, til med [Næb] og Kløer at modsætte sig Beslutningen som ugudelig og usædelig i høiere Forstand.

For det Andet, selv forudsat at Verden og Tønsberg existerer om 300 Aar, har man da nogen Sikkerhed for, at Norge er beboet af Mennesker paa den Tid? Sæt at Tønsberg om 300 Aar var beboet med Aber eller andre med Mennesket nærbeslægtede Væsener; hvad saa? Skulde ogsaa disse nyde Godt af Legatet? Hvorledes mon de Tønsbergske Aber om 300 Aar vilde andvende de 100,000 Spd. aarlig; de vilde sandsynligvis, efter Nutidens Begreber, i høieste Grad misbruge dem, idet de rimeligvis vilde bruge dem til Pynt og Fjas og Abestreger; var det da ikke meget bedre, om vi nu anvendte de 250 Spd. som Bidrag til en Folkefest?

For det Tredje, selv forudsat at Norge om 300 Aar fremdeles er beboet af Mennesker, nogenludne lige med dem, der nu leve – noget forskjellige maa de i ethvert Fald forudsættes at ville være, – er der da ikke al Grund til at nære Frygt for, at det iallefald ikke vil være Normænd, som vil leve og virke i gamle Norge om 300 Aar? Maa ikke Enhver, der ikke er blind for Tidens politiske Tegn, være forberedt paa, at Norge i en ikke fjern Fremtid, der ligger indenfor Grændsen af de kommende 300 Aar, vil blive erobret af Rusland eller Preussen? Vilde de gode Herrer, der nu have været med at fatte den skjæbnesvangre Beslutning om 300-Aars-Legatet, kunne sove rolige i sine Grave uden at vende sig mange Gange, hvis de skulde faa Nys om, at Russere eller Tydskere spankulerede om her i Tønsberg og levede flot af de Legatmidler, der vare skaffede tilveie ved gode Nordmænds Sved og Møie?

(forsetter under kartet)

For det Fjerde, selv forudsat, at Nordmænd endnu om 300 Aar leve i Tønsberg, kan da Nogen et Øieblik være i Tvivl om, at Kommunen da, om ikek før, vil blive proklameret i Tønsberg? Alle Tønsbergs uformuende Indvaanere ville naturligvis da forlange at faa Del i og nyde godt af den aarlige Indtægt af 100,000 Spd., som Legatet vil kaste af sig, og Ingen kan fortænke dem heri: men rimeligvis vil der ogsaa om 300 Aar være et ganske lidet Ordensparti, bestaaende af nogle Rigmænd, der ville søge at opretholde Respekten for Einendomsretten; det vil da naturligvis komme til Brud og Revolution, og det vil ende med, at Kommunen vil blive proklameret, og alle de Rædselsscener ville følge, som vi nu have hørt berette om fra Paris. Byens Raadhus, den smukke Bygning, hvor Legatbeslutningen er fattet, vil blive opfyldt med Petroleumsbomber og brændt, de Portræter af Tønsbergs Magistratspersoner, som fremdeles maatte være i Behold, maaske ogsaa af den nuværende Magistrat, der af [velment] Omhu for Tønsbergs fremtidige vel har virket for Grundlæggelsen af det farlige Legat – ville blive gjennemborede af de rasende Insurgenters Kugler, ville blive Skydeskive for dem, der skulle øve sig i Revolverskydning, og udsatte for Pøbelens Forhaanelser. Slotstaarnet vil naturligvis som et Minde om den Tid, da der herskede Orden og Rigdom hos Nogle men Fattigdom hos andre, blive skjændig styrtet om og kastet paa en Sjødselsdynge, og Kommunens Helte ville heise den blodrøde Fane paa Slotsfjeldet og derfra holde ophidsende Taler til Folket og forhaane den Slægt, der levede for 300 Aar siden, os altsaa. Kirken vil blive Samlingsstedet for politiske Klubmøder om Aftenerne. Kort sagt, der vil blive en Revolutionens Rædselsperiode. Og hvem vil for Historiens og Efterverdenens Domstol komme til at bære Ansvaret for de Ulykker som da ville ramme Tønsberg? Naturligvis Ingen Anden end dem, fra hvem Ulykken egentlig skriver sig, og det er de velmenende Herrer, der nu have besluttet at ville skjænke Byen det Legat, der vil give Anledning til den omhandlede fremtidige Kommunerevolution. Have disse Herrer betænkt de farlige Følger af deres tilsyneladende uskyldige Beslutning?

For det Femte og Værste, sæt at nu Jaabæk snart faar Regimentet, – og det er ingen fjerntliggende Mulighed – hvad vil saa skje? Først vil Rentefoden blive nedsat fra fem til fire Procent, og saa bliver strax den Beregning forfeilet, hvorefter Legatet skal voxe til 2 Millioner; men tror man, at Jaabæk vil blive staaende ved 4 Procent? Naturligvis ikke. Han vil ikke standse, førend han faar ophævet al Rente af Penge, der ere udsatte mod Sikkerhed i faste Eiendomme; Bønderne skulle lettes i sine Byrder, og den største Lettelse, bekunde saa, vilde jo unægtelig være, at de bleve ganske befriede for at svare Renter af sine Laan, og dertil vil nok Jaabæk vide at bringe det. Men Legatkapitalen skal naturligvis sættes under en fornuftig Administrastion; følgelig vil den blive udsat paa den mest betryggende Maade, med de samme Garantier, som for Umyndiges Midler bestemt, det vil sige mod Pant i Jordegods.

Men naar den Tid kommer, at al Rente bliver ophævet, saa vil Legatkapitalen ophøre at voxe, og det vil være længe, førend de 300 Aar ere forløbne; Legatkapitalen vil maaske ikke være naaet op til 1,000 Spd.; den behøver 16 Aar for at blive 500 Spd., og disse 500 Spd., igjen 16 Aar for at blive 1,000 Spd., og hvis Jaabæk kommer til Styret, bliver det naturligvis i Løbet af mindre end en Menneskealder fra Dato. Men hvad vil man saa gjøre med Legatet? Det vilde unægtelig blive en flau Ende efter saa rige Løfter. Det kan vistnok ikke betvivles, at Enhver, der har deltaget i Beslutningen om Legatets Grundlæggelse, vilde foretrække, at de Penge, der nu ere tegnede, anvendes til Musik, Fyrværkeri, Flagdekoration osv. førstkommende St. Hansaften, end at de skulde danne Grundlaget for et Legat, der i Begyndelsen af sin Væxt blev standset og forpurret ved Jaabækske Rentelove. Den sidste Anvendelse af Pengene vilde hverken vække Glæde eller Nytte paa nogen Maade.

Det henstilles nu til de af Legatsværmeriet besatte Mænd at tage de oven fremstillede Betænkeligheder under nærmere Overveielse, og de skulle maaske komme til Erkjendelse af, at deres Iver for Legatideen har ført dem for vidt. De burde hellere tænke mere paa, at Tønsbergs Jubelfest, der nu er bleven forkyndt for det hele Land, har Krav paa alvorlig Opmærksomhed og paa en værdig og med Festens historiske og nationale Karakter fremmende Gjennemførelse, at Tønsbergs Bys Ære staar paa Spil, hvis den som officiel Festkommite etablerede Kommunebestyrelse indkrænker sin Virksomhed til St. Hans Aften at gaa i Kirken og derfra i Procession, med 250 Spd. paa en Fløielspude foran, til Raadhuset for at grundlægge «Tønsbergs Bys Legat» bestemt at skulle træde i Kraft om 300 Aar». En hommerisk Latter vilde lyde gjennem hele Landet over et saadant Optog.

At en Del Herrer i en Festmiddag til Ære for Tønsbergs tusindaarige Bestaaen kunde falde paa at skyde sammen til et Legat, som det omhandlede, vilde være forstaaelig; naar Stemningen var bleven varm ved Nydelsen af Bordets Glæder, vilde en saa kuriøs Ide have sin Berettigelse, ligesom det ikke vilde være at undres over, om det paa en saadan Dag, efter Festmiddagen, blev besluttet at balsamere Byens Magistrat efter hans Død og paa Kommunens Bekostning opbevare ham som Mumie i 300 Aar som et historisk Minde om Tusindaarsfesten, og for at Efterkommerne om 300 Aar kunde gjøre sig en Forestilling om, hvordan deres Forfædre hadde seet ud for tre Aarhundreder tilbage. Men at alvorlige og fornuftige Mænd med koldt Blod gaa hen og forelske sig i Tanken om et Legat, der skal træde i Kraft om 300 Aar, er næsten ufatteligt.

Den Alliance, som i det første Borgermøde angaaende Tusindaarsfesten saa smukt blev udtalt at kunde paaregnes for Festen, Damerne nemlig, vilde viselig falde fra, vhis Festkommiteen ikke foranstalter en smuk Sommerfest i det Frie med dertil hørende bal champêtre.